Ytringsfrihed

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres”.

Således lyder § 77 i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 og hermed er ytringsfriheden ikke defineret. Dens begrænsninger er blot antydet med ordene: ”dog under ansvar for domstolene”.
Hvad der sker efter at man har offentliggjort sine tanker, har intet med § 77 at gøre, men ytringsfriheden er meget mere end § 77.

Anders Fogh Rasmussen sagde bl.a. i sin nytårstale 2007:
”Retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt i mod. Det er kernen i folkestyret, og det er drivkraften for oplysning, uddanelse og udvikling.”

Dødstrusler og injurier har aldrig stået under ytringsfrihedens vinger, men det har kritik af konger, dronninger og ministre.

Blasfemiparagraffen har eksisteret i årevis uden at være i brug, netop fordi den modsagde ytringsfriheden.
”§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Absolut ytringsfrihed er straffrihed for at håne, spotte eller latterliggøre hvem som helst og hvad som helst.
Alt andet er et kompromis med totalitarisme.

Eksemplificering:
En hån mod demokratiet

Tilbage