Signal

Den politiske debat udgøres i høj grad af signaler, der kommunikerer sympatier/antipatier og anstændighed, frem for rationelle argumenter.

"Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”, sagde Jesus til farisæerne ifølge det skriftsted i matthæusevangeliet, der ofte henvises til, som udtryk for den diskrimination mellem det gejstlige og det verdslige, som var en forløber for magtens tredeling.

Magtens tredeling opererer med den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
Medierne siges at udgøre den fjerde statsmagt, som passende kunne kaldes den signalerende.

At sende signaler, var engang noget præster havde monopoliseret, men vor tids moralprædikanter skal findes indenfor et væld af erhvervsgrupper, heriblandt politikere og jurister, der ved at prioritere den signalpolitiske værdi, spiller ansvaret i hænderne på den øvrige del af den signalerende magt; journalister, folkeskolelærere, pædagoger, sociologer, talkshow-værtinder, rockstjerner etc., hvorved beslutningsprocesserne bliver uigennemskuelige.

Eksemplificering:
Liberal narkotikapolitik?
Når hensigten vanhelliger

Tilbage