Nationalisme

Nationalisme kommer af det latinske natio: født.

Nationalisme er som så mange andre ”ismer” en værdsætning af noget, og i nationalismens tilfælde er det forfædrene og deres kultur.

Nationalisme siges ofte at være udsprunget af den franske revolution eller i 1800-tallet, men dyrkelsen af forfædrene og deres kultur er naturligvis meget ældre, også indenfor rammerne af statsdannelse og lovgivning.

Det Gamle Testamente vidner om den ekstreme nationalisme, som bl.a. Moses lagde for dagen.
Nogle mennesker har haft bedre grund til at anse deres forfædres kultur som værende andre kulturer overlegen, og de nationalistiske jøder i Israel fik noget at tænke over, efter at deres intelligentsia var blevet deporteret af babylonerne, og siden befriet af perserne.
De yngre afsnit af Det Gamle Testamente vidner i hvert fald om nogle idealer, der var langt mindre nationalistiske end Mosebøgernes.

Nationalismen fik en form for renæssance i Europa efter den franske revolution, hvor statsdannelse i mindre grad kom til at afhænge af enevoldskongerne og deres internationale lejesoldater, og i større omfang havde brug for den folkelige opbakning udenfor den snævre kreds af adelige.

Protestantismen kan også have lagt lidt af grunden til nationalismen, idet Luther oversatte biblen, mens de protestantiske præster prædikede på det lokale nationale sprog fremfor latin.

Ordet nationalisme har en negativ emotionel ladning.

Eksemplificering:
Internationale eksperter

Tilbage